Missions-Nyt nr. 4 - 2016 - Leder - af Gardar Ragnarsson

Julens centrum!

Kristne har valgt at mindes Jesu fødsel hvert år i december.
Apostelen Johannes siger: ”Og Ordet blev kød, og tog bolig iblandt os, og vi så Hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed”. (Joh.1:14)

Vi står her overfor et mysterium og en storhed som er uforståelig for det menneskelige intellekt, det er udenfor dets kompetence at forstå. Op i gennem tiderne har mange teologer og skriftlærde prøvet at dykke ned i inkarnationens store hemmelighed, hvor de har fremkommet med mange forskellige udtalelser og til tider mærkelige dogmer. De som ikke kunne acceptere den enkle Bibelske beretning, tog anstød og snublede i deres vantro mod Ordet.

Hvordan kunne sådant noget ske? - Svaret kommer prompte fra Den Hellige Skrift: ”For Gud er ingenting umuligt”. (Luk.1:37) Gud tog bolig iblandt os i Jesus Kristus som afspejlede Hans kærlighed til mennesker og den tilgivende nåde og vilje til at oprette alle, som i tro kommer til Kristus for at tage imod forløsningen ved Hans blod som randt på korset! ”For således elskede Gud verden, at Han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. (Joh.3:16)

Der står ingen steder i det Nye Testamente, - at når vi forstår alle disse ting – skal vi have evigt liv! Nej, - det er ved tro, hele vejen igennem, - at vi modtager freden, glæden, trygheden og håbet, som giver livet den rette kvalitet. Jesus er sandhedens crescendo. Han er universets Herre. Han er før alt, og alt består ved Ham. I Ham skabtes alt, i Himlene og på jorden. Alle ting er blevet til ved Ham og til Ham. Han selv er kirkens hoved og ingen anden. Han er eneste mellemmand mellem Gud og mennesker. Han er Alfa og Omega.

Gud har højt ophøjet Ham og skænket Ham navnet over alle navne, så at hver tunge i fremtiden skal komme til med at bekende og indrømme, at Han er Herre! Som kongernes konge og Herrernes Herre, skal Han tilbedes både nu og i al evighed.

Lad os derfor i ydmyghed og i ærbødighed sige samen med Paulus: ”Uimodsigeligt er denne gudsfrygtens hemmelighed stor; Han, som blev åbenbaret i kød, retfærdiggjort i ånd, set af engle, prædiket blandt folkene, troet i verden, optaget i herlighed”. (1.Tim.3:16)

Jesus er julens centrum! Han bør have den behørige plads i vor fejring af hans fødsel.

Glædelig Jul!

Missions-Nyt nr. 4 - 2016 - Mosul i Irak, af Kim Hartzner, Missions Øst

Bed for familier på flugt fra krig i Mosul
Befrielsen af Mosul er i fuld gang, og tusinder flygter ud fra de omliggende landsbyer. FN regner med op mod 200.000 fordrevne fra den irakiske storby. I værste fald kan op mod en million mennesker flygte ud af byen.

Mellem 1,2 og 1,5 millioner mennesker ventes at blive stærkt påvirket af de kamphandlinger, der skal sætte en stopper for Islamisk Stats grusomme overgreb mod lokalbefolkningen.

FN har bedt Mission Øst og andre hjælpeorganisationer om at hjælpe de fordrevne med hver organisations særlige ekspertise.

Mission Øst hjælper 25.000 fordrevne med overlevelsespakker, der indeholder førstehjælpsudstyr, hygiejneartikler, vanddunke og tæpper.

Akut nødhjælp er et must – men den kan ikke stå alene. Tænk på de mange mennesker, som har set deres slægtninge blive myrdet, voldtaget og bortført. Hvad gør det ved deres sind og indstilling til fremtiden? Vil de have hævn, eller bliver de fuldstændig apatiske i chok?

Mission Øst driver seks centre i Irak, hvor kvinder kan tale ud om de voldsomme overgreb, de har været udsat for, og hvor børn kan tegne og lege sig ud af deres mareridt og samtidig få basale skolekundskaber.

Men heller ikke det er nok. De stakkels familier har brug for at mærke Guds kærlighed. De har brug for at øjne håb midt i håbløsheden, hvor hele deres tilværelse er blevet ødelagt.

Derfor vil jeg bede om forbøn. Bed for alle de familier, der lige nu må flygte over hals og hoved gennem minerede marker væk fra Mosul og omliggende landsbyer. Bed for mænd, kvinder og børn, der nu prøver at komme sig efter uhyrlige overgreb og lemlæstelser.

- Jeg tænker på familiefaren Hasseem, der måtte flygte på krykker med sin familie fra de ulidelige forhold under Islamisk Stats rædselsvælde.

- Jeg tænker på den unge mor, Khadija, der flygtede fra sin landsby med sin lille søn på armen. Hun løb gennem et minefelt, da en mine eksploderede og sendte sprængstykker mod hendes og sønnens ansigter og ødelagde højre øje på dem begge to.

- Og jeg tænker på en anden familiefar, Adan, som flygtede med sin store familie over markerne, da en landmine eksploderede og dræbte fem af hans ni børn.

Hvordan skal de stakler nogensinde blive velfungerende mennesker igen? Kun med Guds hjælp. Derfor vil jeg indtrængende bede jer om at tage de mange fordrevne irakere med i jeres morgenbøn, aftenbøn, bedesamlinger og gudstjenester. ”En retfærdigs bøn har en mægtigt virkende kraft!” (Jak.5,16).

Vil du derudover støtte hjælpen til Mosuls fordrevne, kan det ske via hjemmesiden help.missioneast.org eller via MobilePay på 20 13 12 12.
På forhånd tak for al forbøn og støtte!

Mission Øst kan også støttes gennem Missionsfonden - projekt 5140 - mrk. ’Mosul’

Missions-Nyt nr. 4 - 2016 - Hvordan er det at vokse op som missionærbarn i Argentina?

I dette nummer af Missions-Nyt, har vi sat lidt fokus på det at være barn af missionærer. Hvordan har børnene oplevet at være en del af forældrenes tjeneste. Hvordan har de oplevet at komme ’hjem’ til Danmark i perioder, hvor deres forældre stadig er på missionsmarken. De fleste har oplevet sprogbarrierer i forhold til at tale/skrive dansk. Hvordan er det gået dem i deres voksne liv. I kan læse om dem rundt i bladet.
Vi vil gerne opmuntre jer som læser bladet og kender børn i missionærfamilier, om at huske på dem, vise interesse og give dem opmærksomhed og opmuntring.
Jeg har haft et telefon-interview med Ruben Axell. Han er søn af Bengt og Laura Axell, som arbejdede på børnehjemmet i Itusango i Argentina, hvor Ruben blev født som drengen i midten af en børneflok på 5. En almindelig dreng der kunne lide at spille fodbold. I hans første 11-12 år boede familien i Corrientes, hvor de havde travlt med menighedsplantning og socialt arbejde og med at finde faddere til mange fattige og trængende børn og familier.
Ruben fortæller, at han ofte hjalp sin mor med at pakke gaver til ’fadderbørn’ og bringe madvarer langt ud i skoven til enlige mødre med mange børn. Ofte var der ufremkommelige veje, og så måtte de slæbe poserne langt. Men glæden ved at bringe tingene ud til sådan en familie var så stor, fordi det virkelig betød en forskel for dem, at det var noget af det bedste, han vidste. Derfor arbejder han også med børn i dag.

Hver dag når børnene kom fra skole med skolebussen, havde familien ’privat - tid’, så kunne de snakke sammen eller læse lektier fra kl. 13–15, for da fik børnene privat-undervisning i engelsk og musik. Ruben holdt sig til at spille... fodbold.
Familien flyttede fra Corrientes i 1989. De boede før udenfor byen, men nu flyttede de til hovedstaden Asunsion i Paraguay. Samme nat, de var flyttet til byen var der larm og uro. De troede, det var fyrværkeri, men det var en revolution, der var udbrudt, og næste dag var der døde i gaderne. Det var skræmmende. Ruben syntes, det var svært at komme til den nye by, men fandt efterhånden gode kammerater.

Som teenager tog Bengt ham med på kampagner, hvor evangeliet blev forkyndt og mange blev helbredt. Rubens søstre arbejde med i børnearbejdet, og han var lydmand.

Da han som 19 årig fløj til Danmark i 1996 var det endnu en svær omplantning. Han kom i mekanikerlære og på teknisk skole oplevede han, at det var svært at forstå det danske sprog, tale det og især skrive det, og også opleve en helt anden respektløshed fra de andre unges side.

Han skrev mange breve hjem til sin mor og far i Sydamerika, men der var jo kun et langsommeligt postvæsen, ingen mobiler eller mails, så nogle gange ventede han længe på svar.

Bethania Kirke i Blåhøj tog imod Ruben, med åbenhed, interesse og forståelse. Han blev hurtigt inddraget i kirkens spejderarbejde. I år har han været i spejderklubben i 20 år. Guds ord bliver forkyndt.

Ruben har startet en ny børneklub i Give, som er åben hver lørdag formiddag, mens forældrene køber ind. Der sker sjove spejderting, Ruben optræder med sin datter som klovne, og altid er der en historie fra bibelen. Det er vigtigt for Ruben at fortælle børnene, at Gud jager al frygt og usikkerhed ud og i stedet vil Gud give fred og frelse. Give by er meget positive over for klubben. Der kommer 30 børn hver gang og forældre kan også komme ind til en kop kaffe og en snak. Dér er Laura med i kontakten med de voksne.

Ruben har en stor taknemmelighed over forældrenes arbejde og tjeneste i Sydamerika. Han slutter samtalen med at sige, at Gud er fantastisk stor og man må kaste sig ind i arbejdet for børnene, når Gud kalder.

Tak Ruben, fordi du ville dele lidt om dit liv som barn af Bengt og Laura Axel.
Matina Larsen.

Missions-Nyt nr. 4 - 2016 - Japan, af Annette Sund Jespersen, Faxe Pinsekirke

Bøn er den olie, der får hjulene til at køre – også i Japan

”Jeg sender dig positive tanker” – dette er en velment opmuntring, man af og til hører. – Det er rart at vide, at nogen tænker på en og endda med et positivt sind. Det giver mod til at fortsætte. Er det så det, vi gør, når vi beder for nogen? Sender vi dem positive tanker, og fortæller dem om det, så de ved, de har vores opbakning og støtte?

Forhåbentligt fortæller vi dem, at de har vores opbakning og støtte, for det hjælper jo at holde modet oppe hos hinanden; men bøn er heldigvis så meget mere end det: Bibelen forsikrer os jo om, at en retfærdigs bøn har en mægtigt virkende kraft (Jakob 5:16b), og i Efeserne 1:18-20 læser vi, at hans magt virker gennem os, når vi tror på ham – den samme kraft, som da Gud opvakte Jesus fra døden. Så kan det ikke siges stærkere!

I 80’erne besluttede en gruppe børn og unge sig for at bede for nogle missionærbørn i Japan. De gik i søndagsskole i Evangeliekirken på Worsåesvej på Frederiksberg, som udsendte Merci og Robert Jespersen til Japan. De unge bestemte sig så for, at Merci og Robert børn skulle være deres missionærer. Det var mine to søstre, Joan og Bodil, og mig, de begyndte at bede for.

Som tænkt så gjort. De bad og de støttede. Vi tre var så heldige at få lov til at være en del af vores forældres missionsarbejde, da vi ikke blev sendt på kostskole, som så mange andre missionærbørn. Vi voksede ind i arbejdet og fik lov til at være med i børnearbejde, musik, dele indbydelser ud m.m. – og vi var båret frem i bøn, ligesom vores forældre var.
På den måde var de unge i Evangeliekirken en vigtig del af arbejdet i Japan. De bad, og deres bøn blev hørt af ham, der kan alt og som har omsorg for os. Nu er Bodil selv missionær i Japan og leder sammen med sin mand, Shiro Nakabayashi, missionsprojektet Hope House, som er en cafékirke, der rækker ud til de ensomme, til de mange udvekslingsstuderende i området og til de, der søger og undrer sig over, hvorfor deres traditionelle tro ikke giver dem den fred i hjertet, som de længes efter. Japan er ikke et missionsland, hvor der samles tusinder til møder. Det kræver tålmodighed at være missionær i Japan. Den får man også gennem bøn.

Joan og jeg var i Japan i sommer dels for at besøge Bodil og hendes familie, dels for at importere varer til vores firma i Faxe. Det er dejligt at mødes med familien og følge deres tre børn, og det er godt at mærke, at Hope House ikke bare er et socialt tiltag, hvor der er rart at være – det er der bestemt også – men hvor Guds kraft for lov til at virke med sin forvandling af menneskehjerter, hvor hans fred, der overgår al forstand får lov til at sive ind i ensomme og forundrede hjerter.

Her i september oplevede vi igen et bønnesvar. Et sydafrikansk ægtepar rejste hjem efter at have arbejdet i Hope House et par år. Bodil og Shiro har lige fået en lille søn mere, og der var brug for hjælp til cafeen. Herhjemme i Danmark gik Jenny Juul Nielsen og havde en snak med Gud om, hvor hun skulle lægge sin kræfter. Hun fik mulighed for at rejse og følte, at hun skulle tage til Hope House og vaske op og i det hele taget hjælpe til i cafeen. Jenny troede først selv, at hun skulle rejse om sommeren, men planerne faldt på plads, så hun kunne rejse til september – lige da Harriet og Hannes rejste fra Hope House.
Jenny oplevede ikke kun at vaske op. Hun var aktivt med i alle aktiviteter i Hope House lige fra café, børnearbejde og møder. På et møde fik hun lejlighed til at fortælle om, hvordan hun havde besluttet sig for at blive døbt, og hvordan Gud havde hjulpet hende gennem en meget vanskelig situation. Dette vidnesbyrd aflagde hun på et møde, hvor der lige var nogle, der havde brug for at blive mindet netop om dette. Gud ledelse igen, igen.
Det hører med til historien, at Jenny blev frelst her i Faxe og en tid lang har været en uundværlig del af vores bibelaftener her hos Joan og mig i vores menighedsplantning. For to år siden blev Jenny døbt af Robert Jespersen i havet ud for Faxe Ladeplads. Som hun selv beskriver det, var det som at vende et blad i en bog. Et nyt kapitel begyndte for hende, og hun følte et løft, der bærer hende videre i livet.

Det hele hænger sammen i Guds store overordnede plan. Han ved, hvor vi er, hvilke livsfaser vi gennemlever, hvad vi kan bringe til andre for at vise dem vejen til Jesus. Så om vi er i Japan eller Danmark, har været frelst i kort eller lang tid, er ung eller ældre, vasker op eller prædiker – når vi lægger vores liv i hans hænder i bøn – og bærer andre frem i bøn, så oplever vi den mægtigt virkende kraft.
Annette Sund Jespersen

Missions-Nyt nr. 4 - 2016 - Peru, af Helmi og Felipe Castro

Så er jeg tilbage fra Piura! og taknemmelig, at jeg gennemførte besøget!

Den første dag besøgte jeg først de lutherske missionærer, og derefter var jeg sammen med en præstefamilie (udvalgt på grund af den ældste søns nødråb til mig!). Det var første gang, at de var i biografen (fra voksne til børn), og filmen om faderen, der ikke har tid til sin familie og bliver til en kat, talte til faderen. Han fortalte grædende, at hans ældste søn ofte havde bedt ham om at tage dem til et storcenter og hygge, men de er fattige... Og så spiste de pizza for første gang, og den ældste søn fik pizza med hjem til at tage med i skolen, så han kunne vise vennerne det. Forældrene fik massage, og børnene legede. Præsten fortalte om, hvordan hans far hver dag i hans opvækst havde mishandlet hele familien. En dag besluttede han, at nu var dagen kommet til at myrde faderen, hvis han slog igen, og han havde sit våben klar i lommen. Den dag kom faderen hjem, og for første gang slog han ingen! Gud hjalp drengen til ikke at gøre en forbrydelse!

Næste dag var det så en anden familie (på grund af den ældste datters nødråb til mig!) ! Det var stort set det samme program! Kan I huske Samuel, som blev født med dawn-syndrom? Mens familien blev sendt i biffen passede jeg ham. Kvik dreng på 8 måneder! Han opdagede straks, at det var min finger som gjorde, at han ikke kunne få fat i sin kasket, så det prøvede han på at løse! Han synger og snakker løs!

Fredag var den store dag efter 10 år med samling for pastor-hustruerne! Vi var 27 + et barn og et par babyer.

Det var en perfekt dag! Og hvor de trængte til at få grædt ud og hygge! De fik mulighed for at stille spørgsmål, og det var spørgsmål som ”er det rigtigt at en pastor kan være maxist”, ”hvis ens mand ikke er villig til at ændre sig, og der er gået en lang tid, hvad skal man gøre?”, ”hvad skal jeg gøre, når de taler dårligt om mig?”...
De fik en, som de skulle bede for og støtte, og så en anden, som skulle gøre det for dem. Guds humor var, at to, som har et anstrengt forhold, da skulle den, som føler sig forudrettet bede for den anden!

Da vi var færdige holdt jeg en af dem tilbage for at tale med hende, og jeg spurgte hende, hvad der sker med hendes mand... Hun havde haft hans mobil, og så begyndte der at komme en konversation fra en af de unge piger fra menigheden. ”Når du siger, at du ikke elsker din kone men mig, hvorfor går du så ikke fra hende”. Hun begyndte at skrive, som om hun var sin mand, og det var chokerende! Da hun talte med manden, bortforklarede han bare det hele... Og derefter en masse andre ubehagelige tilfælde... Det er ting, som man ikke kan fortælle til hvem som helst!

Jeg var ret så træt efter den dag!!! Og så var det bus tilbage til Trujillo lørdag, prædike søndag.

På mødet kom en unge pige grædende ind af døren. Hun havde en forfærdelig hovedpine. Problemet er, at forældrene har taget hende med til den okkulte troldmand, og efter det har hun det sådan. Hun havde fået noget mærkeligt, som hun hver dag skulle drikke. Det er en pige, som er kommet i børnearbejdet hele sin barndom, nu er hun 20 år, men eftersom hun bor hjemme, så skal hun bare gøre, som der bliver sagt... !!!

Så skal der arbejdes på lejren til januar! Jeg behøver omkring 100.000 kroner!!! Det er et virkelig stort beløb!!!! Og det er snart!!!

Gud har altid hjulpet, så nu er det spændende, hvad der kommer til at ske!

Stort knus og tak for forbøn og støtte!!! Felipe og Helmi

Projekt 5079 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 4 - 2016 - Rettelse til forrige nummer af Missions-Nyt:

Vi bragte en artikel fra Tanzania med undertitlen ’Nødhjælp til Mferei’ og angav, at den var skrevet af Tabitha og Torkil Jensen.

Det var imidlertid ikke rigtigt - artiklen var skrevet af deres datter Mirjam Bjerre, der sammen med sin mand Per, arbejder sammen med Tabitha og Torkil i Arusha i Tanzania.

Vi beklager fejlen - og bringer herunder Mirjam og Per Bjerres egen præsentation af deres arbejde:

Missions-Nyt nr. 4 - 2016 - Praktisk arbejde og uddeling af nødhjælp i Tanzania, af Mirjam og Per Bjerre

Jeg har nu i over 10 år hjulpet mine forældre Tabitha og Torkild Jensen på missionsmarken. Jeg arbejder som koordinator og styrer det praktiske onkring alle gæster og volontører, der kommer på besøg. Derudover har jeg et stort hjerte for Maasaierne, og står blandt andet også for bringe nødhjælp frem til dem.

Min mand Per laver grøn energi. Han har selv udviklet en vindmølle til strøm, som kan bruges i Tanzania. Han har sat vindmøller op ved klinikker, skoler og hos private personer, der bor i områder, hvor der ikke findes strøm. Desværre har regeringen i sommer sat 43% skat på alle de ting, vi skal importere til produktion af grøn energi.

Vi har 2 piger, Rebekka og Sarah som begge studerer i Danmark, dog er vores den yngste Sarah p.t. i Tanzania på et fri-år.

Tak for forbøn for vores arbejde.
Guds rige fred. Mirjam og Per Bjerre

Missions-Nyt nr. 4 - 2016 - Hvordan er det at vokse op som missionærbarn i Tanzania?

Matina Larsen fra Missionsfonden har stillet Mirjam Bjerre nogle spørgsmål om, hvordan hun har oplevet at vokse op i Tanzania, som barn af missionærparret Tabitha og Torkild Jensen.

Mirjam svarer: ”Det bedste ved at vokse op i Tanzania var, at livet var så simpelt, og solen altid gjorde en glad. Kristne fra forskellige organisationer arbejdede sammen og det var ikke så vigtigt hvilken kirke-baggrund man kom fra.

Da jeg flyttede tilbage til Danmark som 20 årig, mærkede jeg, at jeg slet ikke havde ordforråd nok på dansk. Jeg havde fået undervisning i engelsk og så talte vi også swahili, og dansk derhjemme. Jeg følte mig ’anderledes’ fordi ingen rigtig kunne sætte sig ind den hverdag jeg havde haft i Tanzania. Jeg havde helt andre oplevelser i bagagen.

Mit kald til Afrika kom på et tidspunkt, hvor vi var på besøg i Tanzania for at hjælpe med at bygge mine forældres nye hus. Min mor fik endnu en diskusprolaps, så for at min far kunne tage med hende på sygehuset, blev jeg herude for at hjælpe. Vi gav 2 år til at starte med. Gud havde en anden plan.

Jeg har nu været her tilbage i Tanzania de sidste 12 år sammen med min familie. Jeg sagde tidligere, at jeg ALDRIG skulle være missionær, fordi de arbejder så meget, mangler altid penge og skal bede andre om hjælp til opgaverne, og så har de ikke meget tid til sig selv, fordi der altid er mange forskellige behov.
MEN Gud havde en anden plan for mit liv, så Gud og jeg lavede et kompromis. Jeg er ’volontør for Gud’ og ikke ’missionær’.

Da jeg mødte min mand Per, fortalte jeg ham, at jeg var vokset op i Tanzania. Da vi seriøst begyndte at planlægge en fremtid sammen sagde jeg, at han MÅTTE med en tur til Tanzania og opleve og se det, som jeg var vokser op i. Per var helt vild med Afrika, og det tog ikke lang tid at overbevise ham om, at vi skulle bo her i Tanzania. Jeg tror, Gud havde lagt et kald i Per længe inden vi mødtes.

Den ene af vores piger læser til sygeplejerske i Holstebro og bor i Herning. Den anden er hjemme hos os i en periode, det er vi glade for. Kirkefamilien i Herning har virkelig taget sig godt af pigerne, når de var dér. Og det er vi dybt taknemmelige for. Det er ikke altid let at skulle sende dem så langt væk hjemmefra. Jeg selv har oplevet det, så vi taler sammen om tingene og støtter dem så godt vi kan”.

Kærlig hilsen Per og Mirjam Bjerre

Missions-Nyt nr. 4 - 2016 - Tanzania, af Mirjam og Per Bjerre

Nyhedsbrev September 2016

Efter næsten 2 måneders sommerferie sammen som familie er Rebekka nu igen rejst hjem til Danmark og læser på 2 år til sygeplejerske. Sarah har valgt at tage et fri år for at være hjemme hos os, hvilket vi er meget glade for det betyder at der er liv i huset igen.
For et par år siden kom John fra Tanga til vores hus. Han står her sammen med Per. John havde ved fødslen en form for gane spalte problemer og hans ansigt var helt åbent og det så meget forfærdeligt ud. Han bad om penge til hjælp til at blive opereret, så han kunne få sig et normalt ansigt.

Vi gav ham penge til denne operation og blev MEGET overraskede over at han kom retur for at sige tak. Vi kunne slet ikke genkende ham for lægerne havde virkelig gjort et meget flot stykke arbejde med at få ansigtet lavet, så man næsten ikke kan se, at de havde opereret ham.

Per har ikke haft det for let med firmaet. Den nye regering lagde, nærmest fra den ene dag til den anden, 43% skat på de ting, vi skal importere til at lave grøn energi (grøn energi var tidligere fritaget for afgifter). Det var et hårdt slag, og det har betydet, at priserne jo er steget enormt på alt. Dette betyder også at folk ikke har råd til at købe vindmøller, og desværre oplever vi samtidigt at mange hvide forlader Tanzania.

Vi har ikke haft nogen særlig indtægt siden før påske, så det er meget hårdt. Vil I sammen med os være med til at bede Gud om der snart må ske noget, så der igen kommer gang i salget?

Her i september har vi besøg af min svigerfar Hans Christian Bjerre, samt Lars Bie Mikkelsen fra Kolding. De var begge med ude at dele nødhjælp ud og min svigerfar skriver følgende fra sin oplevelse:
”Onsdag d.14.9 var vi 5 personer ude med 4 tons majs til sultne masaier. Det var Mirjam, Lars og Anna og Hilary (de to sidst nævnte er afrikanske medarbejdere) og så mig selv. Det var utrolig dårlig vej, gennem flodlejer, som var det bare sten bund, og øde strækninger. Men da vi kom frem blev vi mødt af ca 200 kvinder og nogle få mænd, som sang så smukt for os medens de dansede. De kom os i møde og gav alle hånd, medens de sang om Jesus. Stedet hvor vi blev mødt er ved den lutherske kirke.
Først blev vi placeret på stole og præsten og de forskellige område ledere talte og bød os velkommen. Præsten bad også for forsamlingen. Det var meget festligt.

Til majs-uddelingen blev kvinderne kaldet frem i grupper på ca. 20 personer. Når deres navne blev råbt op kom de frem en efter en med deres sække. De fik hver en spandfuld majs (20kg) som var ”strøget”, så de fik lige meget hver. Efter de havde fået majsen skulle de med det samme forlade området, hvorefter de gik ud til ders ’lastvogne’ dvs. æsler, som så blev pakket med 2-3 spandfulde i sækkene. Nogle af kvinderne havde meget langt at gå og vi så adskillige på vej hjem da vi kørte over savannen. Vi vinkede til nogle af de lykkelige kvinder, der havde fået majs.

Jeg synes at det er dejligt, at vi som har overflod af mad osv. kan være med at hjælpe de trængende. Jesus siger ”Giv, så skal der gives jer” -
Det betyder noget, hvad vi gør med det, vi har fået betroet.
Tak Mirjam at du tog mig med derud og lod mig se noget af det kæmpe arbejde du gør blandt masaierne.”

Tak til alle jer der trofast støtter vores arbejde - Mirjam og Per Bjerre

Projekt 5503 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 4 - 2016 - Irland, af Agnete og Tony Simpsson

Cork City med skønne udsigter fra de mange stejle højdedrag, storbyen med de muntre - eller travle mennesker - og mange knuste menneskeliv!

Det er først her, og herfra, vi søger at sprede ’Det Glade Budskab’, både til den irske befolkning og de mange andre nationaloteter, som simpelthen har flokket sig til Cork i de sidste 14-15 år.

Tony og jeg er taknemmelige for, at vi har været i stand til at deltage i den ugentlige gademission i de sidste par måneder. Mens Edwin forkyndte Ordet dér på gaden for nyligt, kom en mand og afbrød ham med spørgsmålet: ”Jeg er homoseksuel - Hvad har du at sige til mig?” - ”Nøjagtigt det samme som til alle andre”, svarede Edwin, ”Gud elsker dig, Jesus vil frelse dig, og du behøver at omvende dig til Ham”. Jo, alle behøver det samme budskab. Foruden de der nås på gaden, er der mange personlige kontakter. Selv forsøger vi (ofte forgæves!) at nå alle de, der burde besøges!

Vi har lige bestilt stole til menigheden og regner med at begynde at tage den nye kirkebygning i brug til de to ugentlige aftenmøder - så snart vi får en del af stedet gjort helt rent og stolene bliver leveret. - Først når resten bliver helt færdigt, bliver der plads til søndagformiddagsgudstjeneste og børnearbejde på samme tid.

De rejsende folk. Der skete en slem ulykke i England for 3 uger siden. En ung mand blev bræbt på styedet, hans kone blev alvorligt kvæstet og er stadigvæk under intensiv behandling. Deres lille dreng havde fået så slemme kvsætelser, at der blev sagt, at han umuligt kunne overleve. Undersøgelser viste, at kun 1% ag hans hjerne fungerede lidt endnu, resten af hjernen var fuldstændig død.

Der blev sendt bud om forbøn til tusinder af mennesker, både i England, her i Irland, og ikke mindst til de kristne sigøjnere i Frankrig. Den lille dreng har også en bedstefar, som kender den Gud, for hver intet er umuligt.

”Ja, men han VAR død!”, udbrød specialisten, da han undersøgte barnet nogle dage senere! I stedet for at være helt livløs eller blive kold, begyndte han at vise flere og flere normale livstegn, som dagene gik. Specialisten erkendte forundret: ”Det der, var det kun Gud som kunne gøre!” Flere af hospitalspersonalet har sagt: ”Nu tror vi på Gud!”

Når sådan noget sker blandt de rejsende folk, forundres vi slet ikke mere. Deres tro på Gud ignorerer så ofte alle vores ’umuligheder’.

Bed om, at vi må kunne finde en teltpalds til sommerstævne næste år. Det har været vanskeligt her i Cork, men vi gøralt, hvad vi kan allerede.

I Kimwenza i Congo går arbejdet støt fremad, siden kirken begyndte under træerne ved Albertos første besøg dér for 5 år siden. Den gode kirkebygning de har fået, er fuld, folk kommer til Gud, og der er stadig bibelundervisning. Mange børn flokkes til kirken. I år var skolen i i stand til at begynde en 3. klasse.

I Congelos, som ligger næsten 20 km fra Kimwenza, har der også været evangelisk arbejde de sidste 3 år. Men ’vejen’ dertil går over et bjerg - eller også via en omvej, som er meget længere, og der er mange der ikke magte at gå dertil!

Mens Alberto og hans kone var dér på besøg sidste sommer, begyndte de regelmæssige søndagsmøder også i Congelos. En bror fra Kimwenza, med hjælpere derfra, tager afsted til arbejdet dér. De ydre forhold er meget primitive, men Alberto har i sinde, at de nu skal til at bygge en kirke også dér - noget vi naturligvis vil hjælpe med her fra Cork.


Præsidentvalg. Der skal være præsidentvalg i Congo sidst i december i år. Bed om, at det ikke bliver til en voldsom og blodig revolution.

Den nuværende præsident er temmelig upopulær, og mange arbejder på at styrte ham, mens han klynger sig til magten. Der har allerede været en del uroligheder, og mange er blevet dræbt. For tiden (sidst i oktober) har det stilnet af, men det kan dog flamme op igen når som helst.

Benjamin. Vi siger tak til de, der har være med til at bede for Benjamin, Albertos søn. Hjernesvulsten er svundet så meget ind, at lægerne er forbavsede. Drengen har det godt nu og lider ikke noget mere. Der ventes stadigvæk på en endelig rapport fra specialisten i Dublin, men Gud svarer på bøn!

Kærlig hilsen, Tony og Agnete
Projekt 5076 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 4 - 2016 - Filippinerne, af Abby og Peter Capili Hansen

Her er nogle spændnede nyheder fra Angel Relief på Filippinerne. Som du nok har læst i nyhederne er det i øjeblikket tyfon- og regnsæson på Filippinerne, og landet er allerede blevet ramt af flere super-tyfoner, som har skabt megen ødelæggelse.

Det har regnet meget i de sidste måneder, og situationen er, at vi kan ikke længere kan bruge vores kontor/lager i Manila, da det er blevet permanent vandskadet. Da det allerede er en gammel bygning, er der ikke så meget vi kan gøre. Så al vores koordinerende arbejde forgår nu midlertidigt fra Libagon på vores lille farm i det Sydlige Leyte, meget langt fra Manila.

Grunden i Manila er også grunden hvorpå vi ønsker at bygge et Angel Relief Center på ca. 500m2, og det er vores drøm, at vi indenfor fem år kan starte med at bygge. Vi ønsker også at bygge et center for akut nødhjælp, lederskabstræning, korttids-missions-teams og lejligheder for missionærer samt et madkøkken til uddeling af gratis mad til hjemløse børn og fattige familier i nogle af de fattigeste områder. Når vi har finanseringen klar, vil vi starte med at bygge. Vi håber at der må komme nogle sponsorer, som vil være med til dette spændende projekt.

For ikke så lang tid siden havde vi en stor crusade og uddeling af mad på øen Bohol hvor hundredevis af mennesker kom. Mødet og madudelingen var en koordinering mellem mange forskellige kirker og organisationer og Angel Relief. Vi har været her før for ti år siden, hvor jeg prædikede i junglen, men denne gang var mødet i en stor landsby midt på øen.

Mødet blev afholdt i en stor indendørs hal som var næsten fuld af mennesker. Jeg prædikde om Jesus Kristus og Gud’s helbredende kraft. Mere end 100 mennesker modtog Jesus Kristus som deres fresler og vi bad for mange syge. Der var også et fantastisk lovsangskor til mødet og der var en helt utrolig stemning, måske et af de bedste møder på Filippinerne.
Efter mødet delte vi risposer og andet mad mm. ud til alle fremmødte. Hundredvis af mennesker blev velsignet denne dag. Vi havde også nogle fantastik gode møder med koordineringsgruppen for selve crusaden, hvor jeg underviste i lederskab og organisation. I forbindelse med vores tur til Bohol prædikede jeg også i en husmenighed. Huskirken er i hovedbyen på Bohol og ledet af en kvindelig læge. Mange af medlemmerne i denne huskirke er højtuddannde læger og forretningsfolk og de har en fantastisk vision om at nå deres deres by med evangeliet. Fantastike mennekser som vi håber vi kommer til at gense, når vi igen har crusades på Bohol.
Vi har også været onkring Manila igen hvor jeg prædikede i kirken Church By The Highway. Vi har været her mange gange og her har vi mange venner som også er involveret i missionsarbejdet med Angel Relief. Vi støtter også et af deres missionsfremstød blandt de allerfattigeste. Menneskerne i dette slumåmråde er nogle af de fattigeste mennesker vi nogensinde har mødt! Vi støtter bl.a. et ægtepar som selv bor i slummen, men som også er kristne og som leder et ugentligt børnearbejde i slummen. Vi vil gerne blive ved med at støtte dem og hjælpe dem i deres arbejde. Der er mange mange slumområder i Manila som behøver hjælp og vi vil gerne træne flere til at starte et humanitært missionsarbejde op. Derfor har vi behov for at bygge et Angel Relief Center i Manila for træning og undervisning, så at vi kan forsætte og udvikle vores missionsarbejde i Manila.

Tilbage i Sydlige Leyte forsætter vores arbejde blandt de fattige børn hvor uge. Vi havde i sommers flere store samlinger hvor hundrevis af fattige børn kom fra forskellige landsbyer for at være med i børnefestivalen. Her fik børnene mad og forskellige gaver. Mange af disse børn kommer også i vores ugentlige humanitære arbejde i Leyte hvor vi har både bibelundervisning og børnekor. Vi har også ledertræning for kristne ledrere.

Her til jul skal vi igen have en stor julesamling, hvor vi vil dele gaver ud til børnene. Angel Relief hjælper også nogle af de lokale præster som ingen penge har til mad. De får lov at plukke hvad de vil i vores store have, som altid er fyldt med mange forskellige frugter, urter og grøntsager. Så kan de derefter selv bruge hvad de har plukket til madlavning eller sælge det og få lidt penge derfra. Mange af disse lokale præster og deres familier er virkelig fattige og vi prøver at hjælpe på forskellige måder.

Vi har så meget frugt i haven at vi også giver en del væk til andre fattige i landsbyen. 40 % af befolkningen i Sydlige Leyte lever i dyb fattigdom, så der er virkelig et kæmpe behov for hjælp. Vi uddeler også ris og andre madvare til dem, der har behov.

Som nævnt før så har vi en drøm om at etabelere et Angel Relief Center i Manila indenfor fem år. Det er et stort projekt og det virker næsten umuligt.....men intet er umuligt for dem som tror! Vi byggede et House of Hope i Leyte og nu er turen kommet til Manila....en by med mere end 12 millioner indbyggere og utrolig mange som lever i stor fattigdom.

Angel Relief Center Manila skal være et sted for katastrofe-nødhjælp, træning, mission og madprogrammer. Vi har grunden, men ikke byggeklodserne... vær med til at bede for og støtte dette projekt. Tak for din forbøn hver dag! Du må meget gerne bede for os og vores andre frivillige medarbejdere i Angel Relief.

Tak for din forsatte støtte i vores humanitære missionsarbejde. Støt En God Sag!
Du kan kontakte os på denne email adresse: angelreliefmission@gmail.com
Kærlig Hilsen, Abby & Peter Hansen. www.angelrelief.org

Projekt 5972 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 4 - 2016 - Kenya, af Birgitte og Søren Pedersen

Kære Missionsvenner.
Varme hilsner her fra Kenya, hvor vi efter en kølig periode har fået noget mere varme, hvilket vi nyder.

Lige efter nytår begyndte vi at hjælpe en menighed i udkanten af Eldoret med at bygge en kirke. Området er kendt for megen kriminalitet og slum. Violet og Daniel Kasuku, som vi har kendt personligt siden 1998, fik for flere år siden lagt på hjerte at starte en menighed i området og er nu præstepar for menigheden.

Pga. manglende midler måtte vi vente med at færdiggøre tagkonstruktionen, men nu er vi blevet færdige, og murene er ved at blive bygget. Søren bliver af og til tilkaldt for at vejlede omkring færdiggørelsen af kirken, så de sparsomme midler kan række længst. Første søndag, efter tagpladerne var lagt på, blev den nye kirke taget i brug, og menigheden sparer nu hver måned udgifterne til lejede lokaler. Og allerede nu er en del nye begyndt at komme i kirken.

Vi har netop besøgt menigheden, hvor det var en særlig glæde at se, hvor mange børn, der var med! Menigheden prøver virkelig deres bedste for at række ud til de fattige og ikke mindst børnene i området. Og når man ud til børnene, får man også en indgang til resten af familien. Faktisk er mange menigheder i Kenya startet med, at nogen holdt søndagsskole, og senere blev menigheden startet!

Det var også interessant at se, hvordan en nabo kiggede ud gennem sit vindue og ind i den åbne kirke for at følge med i, hvad der skete i kirken. I ugen op til vores besøg i menigheden havde Daniel bedt til frelse med en muslimsk kvinde! Hun blev budt hjertelig velkommen af menigheden. Daniel og Violet vil uden tvivl få lov til at se mange blive frelst og lagt til menigheden, da de er meget hengivne og udrustede til at være præstepar.
Ben og Christine på billedet nedenfor er et par, som har hjerte for de svageste i samfundet. De leder en mission, som bl.a. har startet adskillige skoler og børnehjem rundt omkring i den vestlige del af Kenya. Vi har efterhånden hjulpet dem med tagkonstruktioner til en del kirker, skoler og børnehjem. I juni hjalp vi dem med en tagkonstruktion, som skal bruges til kirke, børnehjem og center for HIV positive børn. Christine, Ben og deres medarbejdere ønsker at hjælpe og støtte HIV positive børn både åndeligt og psykosocialt, foruden at de også hjælper dem med skolegang.

I august hjalp vi dem med at bygge en ’fængselskirke’. Kirken er ikke kun for indsatte men også for fængslets personale. Præsterne Johnson og Yohana har et stort hjerte for at hjælpe de indsatte til at blive rehabiliteret og giver sig selv helt i denne tjeneste. Endelig hjalp vi i september Christine og Ben og deres medarbejdere med en bygning, som både skal bruges til kirke, skole og børnehjem.

Vi føler vores opgave i vores tjeneste er at støtte op omkring vore afrikanske brødre og søstres visioner, så kirke- og hjælpearbejde fortsætter, når vi ’slipper’.

Udvidelsen af værkstedet
Siden 2008, hvor vi indviede vores eksisterende værksted, har vi hjulpet med at bygge omkring 1050 kirker, børnehjem mm.

Bygninger som alle bliver brugt som redskaber af vore kenyanske søskende til at nå ud til mennesker med evangeliet og til at hjælpe mennesker i nød. Værkstedet er som et uundværligt ’værktøj’, som vi nu er begyndt at udvide.
En dag sidst i september fik vi en hilsen fra en præst i Danmark. Han fortalte at de i deres menighed havde været i bøn, og under bønnen fik en mand dette syn vedrørende os: ”Da vi bad for Søren og Birgitte, så jeg en vejspærring, som hindrede dem i at kunne komme videre på den vej, Gud ville de skulle være på. Da vi bad, kom salvelsen som en flodbølge ned af vejen, hen over Søren og Birgitte, og direkte ind i hindringen. Søren og Birgitte blev stående, mens hindringen blev revet bort med en mægtig kraft, og vejen var banet…”

Vi oplevede fra foråret 2015 til foråret i år ’vejspærringer’, når det gjaldt udvidelsen af vores værksted, idet en byggetilladelse på ulovlig vis blev trukket tilbage – men som vi så fik igen i april i år. Og siden da har vi nået et godt stykke på udvidelsen af værkstedet, hvilket billederne her viser:

Umiddelbart efter at vi fik ovenstående hilsen oplevede vi økonomien som vores nye vejspærring. Faktisk har vi i skrivende stund pga økonomi set os nødsaget til at fyre nogle medarbejdere, som arbejdede på udvidelsen af værkstedet – selvom det er så vigtigt, at vi indenfor 2 år bliver helt færdige med udvidelsen.

Må Gud fjerne forhindringerne, så de skatte, der ligger gemt i mørket, må blive stillet til rådighed, så vi kan fortsatte byggeriet af udvidelsen.

Kristusfigur og fyrtårn
Nogle dage efter at vi havde modtaget ovenstående hilsen, modtog vi endnu en hilsen fra samme præst, hvor en bror igen havde fået et ord/billede til os: ”Jeg så Kenya og de steder, hvor der blev bygget kirker af Søren og hans team. De byggede - og byggede, hvad der til at begynde med lignede en kirkebygning. Men som de byggede, ændrede bygningen sig og blev til en kæmpe Kristus-figur. Da den var færdig, blev den levende og så ud over Kenya og talte Ordet ud over landet.....”

Selv oplevede jeg, Birgitte, at det kom til mig, at kirkerne er som ’fyrtårn’. De lyser op i mørket og skal vise vejen til destinationen. Kirkerne er som lys i en mørk verden, hvor mennesker, som lever i mørke, søger hen og får lov at opleve lyset fordrive mørket i deres liv.

Endelig talte vi for nylig med en mand, som arbejder for regeringen. Han sagde: ”Regeringen er glad for jeres arbejde med kirkebyggeri. Regeringen ønsker at folk skal gå i kirke og ikke i moskéen eller på barer. Når folk går i kirke kan det kun øge moralen og mindske kriminaliteten i Kenya.”

Vil I være med til at bede om, at også denne økonomiske ’vejspærring’ må blive fjernet? Vi tror på, at ordet fra Esajas 45 vers 2 og 3 også gælder denne situation med udvidelsen af værkstedet: ”Selv går jeg foran dig, hindringer jævner jeg ud; jeg sprænger porte af kobber og sønderhugger slåer af jern. Jeg giver dig mulmets skatte, rigdomme gemt i løn, så du kender, at den, der kaldte dig ved navn er mig, er Herren Israels Gud.”

Mange kærlige hilsner fra jeres medtjenere
Birgitte og Søren, Kenya

Projekt 5325 i Missiomsfonden

Missions-Nyt nr. 4 - 2016 - Brasilien, af Kirsten Solveig og Raimundo Valentim Pinheiro

Et billede taler ofte nok mere end mange ord. Ja, turen med båd over Amazonfloden fra Belem til Santana var en oplevelse, med flodfolket undervejs, og også både, der lastede mange kurve med frugter ombord på vores båd. Inden afrejsen fra Belém, blev det til et hurtigt besøg på CVC-børnehjemmet, hvor jeg arbejdede de første to år jeg var i Brasilien fra 1991-93. Vi var en del af tiden 6 på holdet, da danske Heidi Dyremose sluttede sig lidt til os nogle dage.

Ruth Silver, engelsk meget frisk dame på 63, og koordinator af fadder-støtte fra England. Hun er selv fadder til en familie i Calçoene, en fiskerby inde i landet, 5 timers kørsel fra Macapá. Vi kom rundt på besøg i de små hjem med ledsagende sygeplejerske, og også Ruth’s datter Rachels fadderfamilie besøgte vi. Det kan ikke nӕgtes, at der er krise i Brasilien, så fadderskabsordningerne er igen blevet noget helt specielt, der ikke kan forklares i ord, og som situationen ser ud lige nu, reduceres, eller måske helt bortfalder, de børnepenge, der har hjulpet mange mødre i mange år.

Vi kan også mærke taknemmelighed for det, vi kan bidrage med, da det falder på et tørt sted. Vi så hvordan børnene, både i Calçoene og Gurupora blev glade for bare et halvt glas sodavand. De brugte briller, som Doris havde med, var også meget velkomne - uanset stellets udseende! Der blev også uddelt vitaminpiller og jernpiller, samt luseshampoo og lusekamme, ormemedicin og andet til brug i familierne.

Turen til Gurupora fra Macapa i en lille bil kan virke lang. 75 km af den er stadig grusvej, så det belv lidt en rystetur, men en god dansk chauffør, Jens - pensioneret kaptajn, bragte os trygt frem til oplevelser ud over det sӕdvanlige, til en plet i Amazonen, en noget anderledes virkelighed i 2016, hvor der ikke er så gode kommunikationsmuligheder til omverdenen endnu. Vi var blandt andet med til et børnearrangement, og vi var lidt ude at fiske i Araguari floden, hvor der rigtig var hurtig bid, selv for de uerfarne.

Lidt ormemedicin og amøbemedicin her ovenpå turen var heller ikke så dårligt for os heller - lidt uundgåelig diarre kӕmpede holdet også med- men alligevel, alle var stӕrke og seje europӕere, så vi skulle ikke aflyse arrangementer af den grund.
Kirsten Solveig og Raimundo Valentim Pinheiro

Projekt 5630 i Missionsfonden

Missions-Nyt nr. 4 - 2016 - Missionshjørnet, af Palle Flyger, Herning Frikirke

Jeg husker en samtale med en gammel missionær. Hun havde arbejdet i næsten 50 år i det muslimske Nordafrika. Det var en trofast kvinde, I alle årene gav hun al den kærlighed hun havde til sine muslimske naboer.
Jeg spurgte hende om hun så mange komme til tro på Jesus. Hendes svar var typisk for hendes tid: ”Jeg har bedt for mange, men aldrig set en muslim komme til tro.” I alle årene, oplevede hun aldrig glæden ved at lede en muslim ind i Guds riget, ind i vores åndelige familie.

En anden historie, er ældre endnu. I begyndelsen af sidste århundrede var en gruppe missionærer i Levanten, Mellemøsten, iblandt et beduin folk. Her fortalte de en beduin stamme om Jesus, om hans liv og hans mirakler. Beduinerne anerkendte miraklerne og helbredelserne - men rystede på hovedet hver gang Jesus blev nævnt. Da missionærerne fortalte om Jesu død på korset og hans opstandelse, protesterede Beduinerne. De var overbeviste om at det ikke kunne forholde sig sådan. De stillede også spørgsmål ved, hvorfor missionærene blev ved med at kalde ham Jesus, når han hed Yacoub. Beduinerne kunne se missionærenes mangel på forståelse - så de forklarede dem. Ja, alt det I har fortalt om miraklerne og det liv i kærlighed til os, han levede, det genkender vi. Men Yacoub, eller Jesus, som I kalder ham, døde ikke en forsmædelig død på et kors. Han blev syg, og vi passede ham indtil han døde. Vi begravede ham herude i ørkenen. Derefter tog de missionærerne ud i ørkenen og viste dem Yacoubs grav.

Vores liv i Kristus, gør indtryk. I det område, hvor den gamle missionær boede i Nordafrika, er der idag vækkelse. Hele landsbyer og mindre byer, har kirker og moskeerne er tomme. I området hvor Yacoub levede sit liv, er der idag krig, og midt i krigen er der vækkelse, en bølge af muslimer, som aldrig set før i Islams historie, kommer til tro på den levende Jesus. Faktisk har flere muslimer forladt islam i de seneste 10 år, end igennem hele islams 1400 årige historie.

Dit liv er Guds tale til mennesker omkring dig, og du er missionær, hvor du bor og færdes. Måske, er det tid, at invitere mennesker ind i dit hjem eller din kirke, så du kan fortælle dem din egen tros historie i både handling og ord. “Gud har gjort os til det, vi er. Vi er nye skabninger i Jesus Kristus, så vi kan gøre de gode gerninger, som Gud I forvejen har lagt til rette for os.” Efeserbrevet 2.10